Fri mig for det progressive erhvervsliv

Alle taler om det. Hvad vil de unge ha’? Jeg har til sinds at give jer, Berlingskes læsere, svaret. Som repræsentant for en hel generation tager jeg denne byrde på mine skuldre. Emilie Jäger, talsperson for hele ungdommen. Måske er det lettere at begynde med, hvad vi ikke vil have. Det vrimler nemlig med postulater om ungdommens inderste ønsker. Lad os bare tage dette som eksempel – fra en artikel hos Djøf: »De to spørgsmål, unge stiller mest til en fremtidig arbejdsgiver, er: Hvad er jeres diversitetspolitik? Og hvad er jeres bæredygtighedspolitik? Hvis man som leder ikke kan svare på det til en jobsamtale, risikerer man, at de unge ikke kan se sig selv arbejde i virksomheden.« Måske tror du, at der er tale om ironi. Du tager grueligt fejl. Det er et ordret citat fra en professor i diversitet og ledelse på CBS. Jeg har personligt endnu til gode at møde en jævnaldrende, der har udtrykt stor interesse for en fremtidig arbejdsgivers diversitets- og bæredygtighedspolitik. Det er aldrig sket. Det skulle da måske lige være, hvis jeg bogstavelig talt er stødt ind i et sådant havremælksdrikkende væsen ved Politikens område til Folkemødet. Men den slags udgør jo ikke størstedelen af den danske ungdom. Virkeligheden forholder sig, heldigvis, omvendt; undersøgelse efter undersøgelse viser, at danskerne ikke er woke, og da Liberal Alliance er det største parti blandt unge, så forekommer det usandsynligt, at man kan konkludere, at unge – som helhed – sukker efter diversitetspolitikker på deres fremtidige arbejdspladser. Det gør alle unge ikke. Så fri os venligst for den generalisering. Nogle unge gør selvfølgelig. Det kommer til udtryk i visse undersøgelser, der er blevet lavet om det, omend jeg vil forbeholde mig retten til at tro, at en pæn del af de unge, der i sådanne undersøgelser tilkendegiver, at jo, de går da meget op i diversitet, svarer lige præcis dét, fordi de kan høre og fornemme, at det tydeligvis er »det rigtige at svare«. Skævt billede af de unge Og heri ligger måske i hvert fald en del af forklaringen: Topfolkene i erhvervslivet bor selv i København og beskæftiger sig fortrinsvis med venstreorienterede unge netop derfra. Derfor ender man med at få et stærkt forvrænget billede af, hvad »unge ønsker«. Den overordnede generelle tendens – både i ind- og udland – er nemlig, at ungdommen ikke er så progressiv og klimabekymret, som man ynder at gøre den til. De unge rykker tværtimod markant til højre flere steder i Vesten. Inden jeg fik mit første »rigtige« job på det borgerlige medie Kontrast, spillede jeg håndbold i Jylland. Her var jeg omgivet af dedikerede unge mennesker, der hver dag arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne. Her var alle klar over, at det var talent, evner og hårdt arbejde, der var afgørende. Vi havde ikke behov for kvoter og diversitet, og vi havde slet ikke et behov for at blive pylret. Vi vidste, at det var den bedste, der vandt. Det kan meget vel være, at vores jyske arbejdsmoral ikke er repræsentativ for den danske ungdom. Der er i hvert fald stor forskel på unges flid, alt efter hvor de befinder sig i landet. Hovedstadsområdet er hårdest ramt. Unge er ikke ens. Heller ikke, når det kommer til spørgsmål om diversitet. Alligevel insisterer erhvervslivet på at holde fast i fortællingen. Dansk Erhverv mener eksempelvis, at »særligt unge opfatter diversitet som en indikator på en attraktiv arbejdsplads«. Dansk Industri synes, at virksomheder bør »brande sig som en inkluderende og progressiv arbejdsplads for de unge«. Det er egentlig utroligt, at myten er så populær i dele af erhvervslivet – for det går værst ud over dem selv og deres egen bundlinje. Hvilket bringer mig til mit hovedærinde: Diversitetsreligionen, som erhvervslivet er blevet en drivkraft for, har reelt intet videnskabeligt hold i virkeligheden. ESG-fascinationen gør det ligefrem sværere for virksomheder at fokusere på dét, de er sat i verden for – at tjene penge. For diversitet er ikke »vores styrke«. Sammenhængen mellem diversitet og præstation er derimod minimal, viser et nyt studie. Og alle de ubevidste biaskurser? Dem er der heller ingen videnskabelig evidens for har nogen effekt. Men erhvervslivet lukker øjnene for ovenstående videnskabelige dokumentation. Det progressive erhvervsliv har besluttet sig. De går mere op i at udstråle den dydssignalering, som de prædiker, end de går op i, om den passer. Den vestlige verdens fundament, meritokratiet, skylles ud med badevandet. Mændene diskrimineres også Derfor anses jeg som ung kvinde for at være et offer for nogle usynlige strukturer, der gør, at jeg vil blive forbigået af og til fordel for – mænd. Heraf følger kravene om måltal og kvindekvoter, som venstrefløjen i ledtog med ngo’er og flere virksomheder, eksempelvis Sydbank, i dag slår på tromme for. Det spiller ingen rolle, at det for et halvt år siden blev påvist, at det nu er mænd, som kønsdiskrimineres, når de søger arbejde. Eller at professor Hans Bonde for flere år siden skrev om de omfattende fejl, der knytter sig til blandt andet den så ofte omtalte »orkesterundersøgelse«, der bruges som belæg for, at kønsdiskriminering er udbredt. Forfatter Torsten Skov har gjort det samme med flere af disse myter i sin bog »Pseudoforskning«. Jeg er borgerlig. Så private virksomheder må naturligvis gøre, som det passer dem. Sådan er kapitalismen … Erhvervslivet ligger i den forstand, som det har redt. Men lad venligst være med at tage os, de unge, som gidsler i jeres venstreorienterede og progressive dagsorden – ved at gå ud fra, at vi alle er som Greta Thunberg. Det er vi ikke. På vegne af den danske ungdom. Emilie Jäger er podcastvært på B.T.s »Borgerlig Tabloid« https://www.berlingske.dk/kommentar/fri-mig-for-det-progressive-erhvervsliv